Massive træmøbler udvikler sig med tiden og opnår en smuk patinering, når de plejes og vedligeholdes korrekt. Træ er et levende materiale og påvirkes derfor af sollys, temperatur og luftfugtighed. Træmøbler bør ikke placeres for tæt på varmekilder såsom brændeovne eller radiatorer. Derudover bør man undgå at udsætte møblerne for direkte sollys over en længere periode. Begge scenarier kan udtørre træet og forårsage revner. Vær opmærksom på ikke at placere vaser eller anden dekoration det samme sted på overfladen i længere tid ad gangen, da det kan føre til misfarvninger, der vil være vanskelige at udbedre efterfølgende. Endelig bør det undgås at placere massive træmøbler i rum, hvor luftfugtigheden svinger meget.
Træets overflade holdes ren med en tør, blød klud. I tilfælde af lette pletter, brug da en fugtig, blød klud, der er hårdt opvredet i rent, lunkent vand. Er overfladen særligt snavset, kan du tilsætte sæbespåner til vandet. Hvis der spildes væske på overfladen, skal det straks tørres af, da det kan efterlade mærker og forårsage skader eller misfarvning af træet. Brug aldrig skrappe rengøringsmidler, kemikalier, ståluld eller lignende, da det kan beskadige træet.
Vi anbefaler at vedligeholde massive træmøbler ved at påføre et tyndt lag olie, alt efter placering og anvendelse. Olie skal dog kun påføres, når det er nødvendigt, for eksempel hvis overfladen ser tør eller kedelig ud eller er synligt plettet. Vi anbefaler at påføre ny olie maksimalt 1-2 gange om året. Brug altid den samme type olie, som møblerne oprindeligt er blevet behandlet med.
ADVARSEL: Svampe eller klude, der er brugt til at påføre olie kan selvantænde og skal derfor bortskaffes på omhyggelig vis. De kan endda selvantænde, selvom de ligger udenfor. Opbevar dem i en lufttæt beholder af metal, glas eller plast sammen med en lille mængde vand.